SIDSTE NYT FRA
Grydestegte vagtler med kantareller
14. september 2018 af Jonas Sleiborg
Opskriften passer som et let måltid til to personer. Er man godt sulten, skal man nok beregne 2 vagtler per person, men indgår retten derimod som en del af en menu med flere retter, så passer det fint med en enkelt vagtel per mand.
Ingredienser
2 vagtler
smør til stegning
1 dl hvidvin
1,5 dl kyllingfond
1 – 1,5 dl fløde
100 g kantareller, rensede
1 lille løg, hakket
salt og peber
balsamicosirup eller ribsgele (valgfri)
kulør (valgfri)
persille (valgfri)
Skyl vagtlerne, og dup dem tørre med køkkenrulle. Varm smørret i en stegegryde (med låg), og brun vagtlerne godt på alle sider. Hæld vin og fond ved, kom låget på, og lad vagtlerne simre blidt i en halv times tid.
Imens steges løg og kantareller i en smule smør, til væden fra kantarellerne er fordampet. Når vagtlerne er færdige, tages de op af gryden og holdes varme, mens saucen laves ved at tilsætte fløde, løg og kantareller. Smag til med salt og peber samt balsamicosirup, ribsgele eller bare en lille smule sukker hvis nødvendigt. Ønskes en mørkere sauce, kan man tilsætte en lille smule kulør.
Server vagtlerne ovenpå en portion kartoffelmos, hæld saucen over og drys eventuelt med hakket persille.
Velbekomme!