Nakkesteg med krydderbacon

13. september 2018 af Anders Buus Poulsen

Til ca 4 personer.

Steg den i Römertopf, som vildt med bacon og flødesauce.

 

Det skal du bruge:

Nakkefilet á 1,2 kilo, som slagteren har svøbt i bacon

1 rødløg, 2 almindelige løg

0,8 liter vand

Salt/peber

Evt. 4 fed hvidløg (eller flere)

Flødesauce:

Stegesky

½ liter fløde

4 spsk tyttebær

Kulør

Salt/peber

Tilbehør: Hasselbackkartofler og tyttebær

Sådan gør du:

Sæt Römertopfen i blød i vand i en halv times tid. Begge halvdele fyldes med vand,eller brug en stege gryde med låg der kan komme i ovnen.

Skræl løg og læg dem i bunden af Römertopfen.

Nakkefiletten placeres på toppen af løgene. Krydr godt med salt og peber på begge sider. Snit dybe lommer i nakkefiletten og stop hvidløgsfeddene i. Hvidløgene giver smag til kødet.

Hæld vand ved, så stegen er ⅔ dækket. Hvorfor alt det vand? Jo det bliver til den lækreste stegesky undervejs. Der skal jo være noget at lave sauce af. Det er et must! Vandet gør jo selvfølgelig også at stegen ikke steger tør.

Nu skal låget lægges på Römertopfen og den sættes i en kold ovn. Stegetid 2½ timer ved 175 grader varmluft. (+ ½ time til sidst, mere herom senere).

Skræl nu kartoflerne. De sættes i ovnen når stegen har stegt i 2 timer.

Når stegen har stegt 2½ time hældes stegeskyen over i en gryde. Brug en si. Det er en god ide, at tage stegen op imens.

Sæt stegen tilbage i ovnen – uden låg denne gang. Bacon og filet vil nu sprødstege færdig, imens du jævner saucen. Den skal ca. have et kvarter uden låg v. 175 grader varmluft eller til baconen er sprødstegt

Velbekomme!